Ny lov vedr. ÅOP-loft for kviklån træder i kraft 1. juli 2020
I slutningen af 2019 blev regeringspartiet Socialdemokratiet, samt De Radikale, SF, Venstre, DF, Enhedslisten, Alternativet og Nye Borgerlige enige om en ny aftale vedrørende kviklån, som de kunne præsentere ugen inden jul. Aftalen har til formål at udrydde de efterhånden mange dyre forbrugslån på markedet, der har ekstreme årlige omkostninger på mange hundrede procent – i nogle tilfælde helt op til 800 – da der på nuværende tidspunkt ikke er noget loft for, hvor dyre de må være. Det var erhvervsminister Simon Kollerup, der i slutningen af december 2019 kunne præsentere denne nye aftale.
ÅOP-loft på 35 %
Den nye aftale kommer til at betyde, at et forbrugslån, også kaldet kviklån, ikke må have en ÅOP på over 35 %. ÅOP står for Årligt Omkostning i Procent, og denne inkluderer alle de omkostninger, man kommer til at have i forbindelse med et lån. Dette inkluderer altså også stiftelsesomkostninger og administrationsgebyrer, i tillæg til rente og renters rente. ÅOP skal altid oplyses ved lånet, og efter planen vil den dermed ikke være højere end 35 % efter d. 1. juli 2020. Det er første gang i Danmark, at der bliver lavet et lovgivet loft over, hvor høj denne grænse må være. Nogle partier ville gerne have grænsen et stykke lavere, mens andre enten ville have den højere, eller ikke havde nogen konkret grænse for ÅOP’en.
Seks overordnede tiltag
Ud over de helt konkrete 35 %, så byder aftalen også på fem yderligere initiativer, der alle har til formål at styrke bevidstheden omkring forbrugslån, navnligt kviklån, og sørge for strammere spilleregler på lånemarkedet.
De resterende fem tiltag er som følger:
- Markedsføringsforbud
- Omkostningsloft
- Penge til gældsrådgivning
- Lovgivning om lån mellem privatpersoner
- Styrkelse af undervisning i privatøkonomi i folkeskolen og på ungdomsuddannelser
De tre sidste er der ikke i sig selv noget nyt i, bortset fra lovgivningen om lån mellem privatpersoner, der nu beskriver, at denne skal følge de samme regler, som lån mellem en virksomhed og en privatperson.
Markedsføringsforbud
Hvis man som virksomhed udbyder lån, der har en ÅOP på over 25 procent, må man ikke markedsføre dem. Dette gælder alt fra TV- og radioreklamer til bannere på internettet og i busser. Det bliver desuden også ulovligt at reklamere for kviklån på TV samtidig med reklamer for spil og gambling.
Omkostningsloft
Efter 1. juli 2010 bliver der også indført et loft over, hvor meget man maksimalt kan betale tilbage på et lån, uanset ÅOP. Loftet lyder på 100 %, hvilket betyder, at selvom du eks. med en ÅOP på 35 % allerede efter tre år vil lande på det dobbelte beløb i samlede omkostninger, så vil det ikke kunne blive højere – dette i øvrigt uanset løbetiden for lånet.
Baggrund for kviklåns-/ÅOP-aftalen
Baggrunden for selve aftalen skal findes i et ønske om at stoppe de mange firmaer, der udbyder kviklån, fra at drive virksomhed på gældsspiraler. Blot de sidste fem år er kviklånene billedlig talt eksploderet på det danske marked, i form af en stor mængde udbydere, og renter der generelt set blot er blevet højere. Desuden har man også set adskillige eksempler på, at virksomheder har omgået reglerne, blandt andet ved at omdøbe ”lån” til ”kassekredit”, o.lign. Derfor er regeringen og de fleste af Folketingets partier gået sammen om denne aftale, der som nævnt træder i kraft d. 1. juli 2020.
Politikerne bag er tilfredse
De mange politikere, der har siddet med i forhandlingerne og som sammen har landet denne aftale, er generelt ganske godt tilfredse med det endelige resultat. SF havdet ønsket et loft, der var 20 procentpoint lavere – 15 % – men er alligevel ikke kede af det. Et lån med en ÅOP på 35 % er også højt, men vil ikke være lige så uansvarligt at optage. Erhvervsordfører Hans Kristian Skibby fra DF var også generelt tilfreds, men mener dog, at der i Danmark stadig bør være en sund konkurrence i at låne penge ud.
Finans Danmark ønskede 50 %
Finans Danmark, der er bankerne brancheorganisation, ønskede faktisk en grænse på 50 %. De er lidt bekymrede for, at en del af de korte lån nu ikke vil blive udbudt, og dermed bliver kunderne afskåret fra disse muligheder. Kviklånsbranchens repræsentant Digitale Långivere er lidt mere neutrale i deres udmelding, og har blot meldt ud, at de forventer, at deres medlemmer vil efterkomme kravene.
Aftalen vil være effektiv
Aftalen vil i høj grad indfri sit formål, ifølge økonomikorrespondent fra DR, Casper Schrøder. Mange af disse virksomheder eksisterer på baggrund af de høje renter, hvor det særligt er de helt små lånebeløb, som de tjener de fleste af deres penge på. Dette skyldes primært, at kunderne til denne type lån netop ikke kan optage lånene i de konventionelle banker og pengeinstitutter. Ved kviklån bliver som regel aldrig stillet spørgsmålstegn ved, hvad pengene konkret skal bruges på. Ved at denne type lån slet ikke nu bliver udbudt i en lige så høj grad, vil det ganske enkelt stoppe mange af disse potentielle kunder fra overhovedet at have muligheden for at optage kviklån. Kviklånsfirmaerne har øjnet muligheden for den høje ÅOP, men det skal altså være slut nu med denne nye aftale.
Henvisninger til kilder:
- Aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og Nye Borgerlige. Et opgør med kviklån. 19.12.2019 / em.dk
- Regeringen gør op med dyre kviklån. 19.12.2019 / www.regeringen.dk
- Bekendtgørelse af lov om kreditaftaler. 17.08.2019 / www.retsinformation.dk